Forestil dig dette: Du tager på roadtrip med kun én følgesvend – din stemme, der læser en kriminalroman op. Din lytter holder vejret ved hvert plottwist og rykker tættere på højttaleren, mens spændingen bygges op. Da du når til den sidste sætning i romanen, er lytteren allerede i gang med at søge efter flere lydbøger – ikke kun af samme forfatter, men også bøger, der er indtalt af netop dig.
Det lyder måske utroligt, men sådan kan du faktisk tjene penge gennem Audible: Hver gang et Audible-medlem lytter til din lydbog, tjener du royalties.
I denne guide dækker vi, hvordan man tjener penge med Audible, herunder de forskellige indtægtskilder, du kan få adgang til gennem platformen, og hvordan du kommer i gang.
Hvad er Audible?
Audible er en lydbogsplatform fra Amazon, der giver brugerne mulighed for at købe og downloade individuelle bøger eller abonnere på dem via et medlemskab. Selvom hovedfokus er på lydbøger, indeholder Audible også andre typer lydindhold, såsom podcasts og Audible Originals (originale bøger, kurser, journalistik og indtalte skuespil, der kun er tilgængelige på platformen).
Audible kan tilgås via desktop, mobil, tablet, smartwatch eller en Alexa-enhed, hvilket giver brugerne mulighed for at lytte offline og synkronisere lydbøger på tværs af flere enheder.
Udover adgangen til et omfattende bibliotek af lydbøger er det også muligt at tjene penge med Audible, f.eks. når du sælger lydbøger online gennem platformen eller tilmelder dig Audibles affiliate-program.
Hvad er ACX?
ACX, eller Audiobook Creation Exchange, er Audibles online markedsplads, hvor forfattere og forlag kan finde lydbogsindtalere, ingeniører og lydstudier med henblik på at skabe lydbøger og opnå profit. Tænk på ACX som en platform, hvor bogfolk møder lydfolk.
ACX kan hjælpe forfattere med at finde professionelle indlæsere eller spirende stemmetalenter til at indtale deres bøger. Hvis du drømmer om at tjene penge som lydbogsindlæser, kan du enten søge betalte opgaver med at indtale tekster eller indgå en aftale om at dele royalties.
4 tips til, hvordan man tjener penge med Audible
Der findes flere måder, hvorpå du kan tjene penge med Audible. Hver metode kræver forskellige færdigheder, så nogle appellerer måske mere til dig end andre.
1. Sælg lydbøger
Audible gør det nemt at skabe og sælge lydbøger online – især hvis du selvudgiver. Ansæt en fortæller (kaldet “producenter” på platformen) til at indtale din lydbog, og samarbejd med dem, indtil I opnår et tilfredsstillende resultat. Når fortælleren har indtalt den endelige version af din lydbog, kan du distribuere den gennem Audible, Amazon og Apple.
Med ACX har du mulighed for at opbygge en passiv indkomst via Audible, men dine indtægter afhænger af flere forhold. Vælger du at udgive eksklusivt på Audible, Amazon og Apple, er du berettiget til 40 % i royalties – forudsat at du betaler din producent et fast honorar uden royalty-andel.
Indgår du derimod en royalty-delingsaftale med producenten, modtager du 20 % af salget. Vil du gerne bevare retten til også at sælge din bog gennem andre platforme, kan du tjene op til 25 % i royalties.
Prisen på lydbøger fastsættes af Audible og afhænger af værkets længde:
- Under 1 time: under 7 $
- 1-3 timer: 7-10 $
- 3-5 timer: 10-20 $
- 5-10 timer: 15-25 $
- 10-20 timer: 20-30 $
- over 20 timer: 25-35 $
2. Indtal lydbøger
Uanset om du er en professionel stemmeskuespiller, som er på udkig efter en sidegesjæft, eller en nybegynder med en fængslende stemme, kan du blive lydbogsindtaler. På ACX kan du gå til audition på projekter og tjene penge på Audible ved at indtale bøger for forfattere og forlag.
Din betaling afhænger af aftalen, du indgår med forfattere og forlag, og kan ske på forskellige måder:
- Forhåndsbetaling. Tjen en fast sats pr. færdig time af lyd. Husk, at én færdig time kræver mere end en times arbejde på grund af optagelsestid samt redigering.
- Royalty-del: Du deler indtægterne 50/50 med forfatteren eller forlaget. Det kan blive særligt indbringende, hvis bogen opnår stor succes.
- Royalty-del plus: En kombination af fast betaling og royalties, afhængigt af din aftale med forfatteren, forlaget eller rettighedshaveren.
3. Deltag i Audibles affiliate-program
Hvis du hverken er forfatter eller stemmeskuespiller med en gylden stemme, kan du med fordel blive en Audible-affiliate. Denne præstationsbaserede marketingstrategi belønner dig for at drive salg af lydbøger gennem personlige kampagner.
For at deltage i Audible affiliate-programmet skal du oprette en konto og indhente et unikt affiliate-link, som du kan dele på din hjemmeside, blog eller dine sociale medier. Når folk klikker på dit link og tilmelder sig eller foretager et køb på Audible, vil du modtage provision. Hvis nogen klikker på dit link og tilmelder sig en gratis prøveperiode, tjener du 5 $, og hvis de tilmelder sig det betalte Audible Gold Digital-medlemskab, modtager du 10 $. Du kan også tjene 0,5 $ for hver enkelt Audible-bog, du sælger via et affiliate-link.
Driver du en podcast, kan du tilmelde dig Audible Creator-programmet. Giv dine lyttere en 30-dages gratis prøveperiode af Audible, og tjen 15 $ for hver person, der tilmelder sig. Hver lytter modtager samtidig en gratis lydbog.
4. Tilbyd lydbogsrelaterede ydelser
Man kan også tjene penge med Audible ved at tilbyde lydbogsrelaterede ydelser – fra idé til færdigt produkt.
Opgaverne kan bl.a. Omfatte:
- Valg og casting af indtalere til den enkelte bog
- Produktionsledelse, hvor du skal sikre korrekt udtale, opdage og rette fejl, samt give feedback til indtalerne
- Efterproduktion, herunder redigering og mixing
- Sikring af, at oplæsningen stemmer overens med forfatterens vision og bogens tone
Hvis du vil tilbyde lydbogstjenester selvstændigt, er det oplagt at starte med et hjemmestudie, hvilket sandsynligvis vil kræve investering i lydudstyr og software som Audacity eller Pro Tools. Du kan derefter supplere med tjenester som narration, lydmixing, korrekturlæsning og QA.
En anden mulighed er at arbejde ud fra en full-service-model, hvor du tilbyder hele pakken bag kulisserne – inklusiv adgang til stemmeskuespillere, instruktører, lydteknikere og måske endda digitale marketingfolk, der kan stå for lanceringen.
Du behøver ikke starte stort for at komme i gang, du kan f.eks. hjælpe selvudgivende forfattere med deres første lydbøger. Dernæst, når du har opbygget en portefølje på mindst 25 bøger, kan du ansøge om at blive ACX-godkendt producent.
Det skal du bruge for at blive lydbogsindlæser med Audible
Hvis du gerne vil i gang med at optage bøger gennem Audible-bøger, vil du få brug for følgende:
- Professionelt udstyr. Til lydbogsindtaling er gode mikrofoner som Rode NT1-A, Audio-Technica AT2020, Shure SM7B og Blue Yeti populære, da de tilbyder forskellige niveauer af lydkvalitet og prisklasser.
- Et lydisoleret rum. Et skab fungerer godt til formålet, eftersom tøj absorberer lydvibrationer og minimerer ekko og efterklang.
- En dynamisk stemme. For at fange lytteren og gøre oplæsningen levende, bør du variere toneleje, tempo og følelsesudtryk, så de afspejler både stemningen i historien og karakterernes personligheder.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan man tjener penge med Audible
Hvor meget kan man tjene som Audible-indlæser?
Som Audible-indlæser kan du tjene penge gennem ACX (Audiobook Creation Exchange), som forbinder forfattere og forlag med lydbogsindlæsere (også kaldet producenter). Du kan blive betalt en fast projektpris, modtage royalties eller en kombination af begge. Lydbogsindlæsere bliver ofte betalt pr. færdig time (PFH). Den udbetalte løn for indlæsere varierer, men generelt kan du som nybegynder forvente omkring 50-100 $ PFH. Som erfaren lydbogsindlæser kan du tjene 200-400 $ PFH.
Hvordan promoverer jeg mine lydbøger?
For at promovere dine lydbøger effektivt kan du starte med at deltage i podcasts, der er relevante for dit publikum og din genre. Del kapitler eller enkelte tekstdele gratis gennem e-mailkampagner, sociale medier eller partnerskaber med influencers i din niche. Afhold virtuelle events med Q&A-sessioner eller forfatteroplæsninger for at opbygge forbindelser med dit publikum. Du kan også køre betalte reklamekampagner på platforme som Facebook eller Instagram for at øge synligheden. Overvej også at tilbyde din lydbog sammen med en trykt version eller e-bogsversion af den.


