Lad os sige, at du har en gammel ven fra skolen, som ejer en voksende e-handelsvirksomhed, der sælger sportstøj købt som overskudslager fra store detailhandlere. Virksomheden kunne godt bruge lidt hjælp til at holde styr på indgående forsendelser, lager og kundeordrer, altså de processer der samlet set kaldes logistik. Og så var det, at du fik en lys idé med at starte en logistikvirksomhed, der kan hjælpe din ven med at løfte byrden og samtidig tjene penge.
I denne artikel kan du lære, hvad du har brug for at vide om branchen og samtidig få nogle gode idéer til logistikvirksomhed.
Hvad er en logistikvirksomhed?
Logistik handler om håndtering, opbevaring og transport af varer. Begrebet stammer fra militæret, hvor der var behov for at forsyne soldater på march med mad, tøj og udstyr.
Moderne logistikvirksomheder styrer forsyningskæder, altså relationer mellem virksomheder fra producentens afsendelse til levering hos kunden. Logistik kan også handle om transport af personer. Flyselskaber, krydstogtskibe, passagertog, busser og taxi regnes bl.a. som logistikvirksomheder.
I takt med at e-handel er vokset, er behovet for at outsource logistik steget. For mange virksomheder er det mere omkostningseffektivt at betale andre for at klare opgaver som forsendelse og håndtering. Avancerede it-løsninger som lagerstyring og stregkodescanning gør det muligt for webshops i alle størrelser.
Forretningsidéer inden for logistik
- Lagerlogistik
- Distributions- eller ordrebehandlingscenter
- Software til ordrebehandling
- Sporing af gods og pakker
- Speditørvirksomhed
- Vognmandskørsel
- Dronelevering
- Logistikuddannelse
- Taxa- eller shuttleservice
- Flyttefirma
- Køretøjsudlejning
Der er mange forretningsmuligheder inden for logistik. Her kan du se nogle idéer til logistikvirksomhed, der kan hjælpe dig i gang:
Lagerhold
Lagerlogistik handler typisk om midlertidig opbevaring af større partier af varer. En dækproducent kan fx have brug for et lager til tusindvis af dæk, før de sælges til en bilproducent, men producenten vil ikke selv drive lageret.
Der er en betydelig startinvestering ved at drive et lager. Du skal eje eller leje lokaler, og du skal have et lagerstyringssystem samt styr på sikkerhed, forsikring og vedligeholdelse. Succes afhænger af, hvor godt du udnytter pladsen, og din evne til at fastsætte konkurrencedygtige opbevaringsgebyrer.
Distributions- eller ordrebehandlingscenter
Et ordrebehandlingscenter eller distributionscenter er typisk et stort område til modtagelse, opbevaring og distribution af varer. I modsætning til et lager fokuserer et distributionscenter på hurtig gennemløbstid, ofte for mindre forbrugsvarer.
Et ordrebehandlingscenter flytter varer hurtigt, fordi operatørerne får betaling for distribution frem for opbevaringstid. Det kaldes ordrebehandling, også kendt som pluk-pak-send-logistik. Denne type logistikvirksomhed kræver som regel en større kapitalindsats til lokaler, der kan håndtere mange indgående varer fra leverandører, samt et it-baseret ordrebehandlingssystem.
Software til ordrebehandling
Hvis du kan programmere og har erfaring med e-handlens ordreproces, kan du udvikle software, som webshops bruger til at styre deres ordrebehandling.
Sporing af fragt og pakker
Du kan opbygge en forretning på realtidssporing af pakker til private og kontorer. Du kan også spore større fragt til lagre og andre knudepunkter med GPS, stregkoder og andre it-løsninger.
Speditørvirksomhed
Som speditør er du mellemled mellem import og eksport samt de virksomheder, der køber og sælger varer. Du arrangerer forsendelse, inkl. toldbehandling og opbevaring, men håndterer ikke selv godset fysisk.
Vognmandskørsel
Lastbiltransport er en klassisk logistikforretning, hvor du bringer varer fra producent, afsender eller lager til mellemled eller sidste led, som er kunden. Langdistance dækker ofte 400 km eller mere med store lastbiler. Kortdistance er typisk under 400 km, og her bruges der ofte mindre lastbiler eller varevogne. Amazon, FedEx og andre store aktører bruger ofte selvstændige chauffører. Du har brug for din egen lastbil eller varevogn, hvis du vil køre leveringer.
Dronelevering
Selvom markedet stadig er relativt nyt, kan dronelevering blive relevant til lette varer som fx små dagligvarer, detailvarer, basale medicinske forsyninger eller småelektronik. Hvis du bor i en by, hvor kunder accepterer dronelevering, kan det på sigt være en levedygtig model.
Logistikuddannelse
Hvis du har masser af erfaring, kan du udvikle kurser til virksomheder, der vil håndtere logistik internt, eller som vil levere tredjepartslogistik. Sælg uddannelsen online eller afhold fysiske træningsforløb fx i møde- eller konferencelokaler på et hotel.
Taxa- eller shuttleservice
Efterspørgslen på persontransport er konstant. Du kan evt. overveje en lufthavnsshuttle eller køre for kørselstjenester som Uber eller Bolt. Du kan også gå efter en niche som fx koordinering af limousiner til polterabender.
Flyttefirma
Du kan starte med én lastbil og et lille team. Avanceret teknologi er ikke et must, men du bør have erfaring med håndtering af indbo fra hjem og kontorer.
Køretøjsudlejning
Udlejning kan være rentabelt, men det er logistisk krævende. En biludlejningsvirksomhed kræver en flåde og geografisk dækning, så der er biler, de steder og på de tidspunkter, hvor kunderne har brug for dem.
Tips til at drive en logistikvirksomhed
- Kend dine styrker
- Udarbejd en forretningsplan
- Forstå reglerne
- Søg om nødvendige tilladelser og licenser
- Sørg for finansiering
- Skaf kunder
De følgende seks trin kan hjælpe dig i gang, uanset hvilken type logistikvirksomhed du overvejer at starte:
1. Kend dine styrker
Brug de færdigheder og den erfaring, du allerede har i rygsækken. Hvis du har arbejdet som forfatter, kan du overveje at starte en blog. Er du computernørd? Så kan du overveje at udvikle software til logistikvirksomheder. Har du arbejdet med marketing og reklame? Så brug din viden til at fokusere på specialiserede kampagner for logistikvirksomheder. Har du kørt lastbil før? Så kan den erfaring bruges til at starte en transport- og logistikforretning.
2. Udarbejd en forretningsplan
Udarbejd en plan, der viser, hvordan du vil drive din logistikvirksomhed, hvor mange medarbejdere du har brug for, og størrelsen på dit potentielle marked. Inkludér finansielle prognoser, der skitserer, hvornår du forventer, at din virksomhed går i nul, så du kan begynde at tjene penge på den. Start simpelt, og revidér planen løbende, efterhånden som virksomheden udvikler sig. Her kan du også bruge din liste over idéer til logistikvirksomhed som retning for fokus.
3. Forstå reglerne
Næsten alle typer transport- og logistikvirksomheder i Danmark er reguleret på nationalt og regionalt niveau. Afhængigt af kompleksiteten i din forretningsmodel kan det være en god idé at få juridisk rådgivning til at vejlede dig.
4. Søg om nødvendige tilladelser og licenser
Hvis din logistikvirksomhed kræver licens eller tilladelse for at operere, er det vigtigt, at du sørger for at få det på plads. Hvis du har medarbejdere, skal du bruge et CVR-nummer til udbetaling af lønninger og skatteindberetning.
5. Sørg for finansiering
Kend opstartsomkostningerne, og anskaf de nødvendige midler til at komme i gang. Gør din forretningsplan klar og nem at forstå, så du kan overbevise venner eller familie, tiltrække eksterne investorer eller hjælpe banken med at vurdere et lån.
6. Dyrk kunder
Har du allerede erfaring i branchen, så kontakt tidligere samarbejdspartnere og præsenter dit tilbud om at håndtere deres logistik. Du kan også finde kunder gennem fagmedier, branchesammenkomster og konferencer. Overvej B2B-marketing og sociale medier til at skabe opmærksomhed om din logistikvirksomhed.
Ofte stillede spørgsmål om idéer til logistikvirksomhed
Er det rentabelt at eje en logistikvirksomhed?
En logistikvirksomhed kan være meget rentabel, afhængigt af din niche, din skala og din evne til at finde kunder. For eksempel kræver rentable transportforretningsidéer investering i store kapitalaktiver, og de har generelt lavere avancer end tjenester som speditørvirksomhed og logistiksoftware.
Hvorfor starte en logistikvirksomhed?
Efterspørgslen efter alle typer logistiktjenester stiger, da flere og flere virksomheder forsøger at outsource deres logistikbehov. Det gælder især inden for e-handel. Adgangsbarriererne er relativt lave i logistikbranchen, og en logistikvirksomhed er ofte relativt nem at skalere.
Hvilke almindelige fejl skal man undgå, når man starter en logistikvirksomhed?
Almindelige fejl inkluderer:
- At undervurdere opstartsomkostninger
- Over- eller underbemanding
- At have for meget eller for lidt lagerplads
- Mangel på klare og præcise procedurer
- Utilstrækkelig it til behandling og sporing af lager
- At operere uden kundekontrakter eller ansvarsfraskrivelser
- Utilstrækkelig forsikring


