Efterhånden som forbrugerne bliver mere og mere bevidste om deres indkøbsvaner, stiller de større krav end bare selve produktet. De kigger også på, hvordan virksomheder arbejder med bæredygtighed generelt.
Måden varer fra Shopify-butikker bliver pakket og sendt på, har nemlig stor betydning for miljøet, og det er noget, kunderne lægger mærke til.
Vi har talt med virksomhedsejere om deres tilgang til bæredygtighed, bl.a. deres valg af miljøvenlig emballage, og hvordan de håndterer forsendelse og ordreopfyldelse med hensyn til miljøet. I denne artikel deler de deres bedste råd og idéer til, hvordan du kan tænke mere bæredygtig emballage ind i både pakning og forsendelse.
Hvad er miljøvenlig emballage?
Miljøvenlig emballage dækker over brugen af materialer og løsninger, der reducerer belastningen af miljøet. Det kan fx være genanvendelige, biologisk nedbrydelige eller komposterbare materialer, som bidrager til mindre affald. Virksomheder, der vælger bæredygtig emballage, signalerer ansvarlighed, appellerer til miljøbevidste kunder og kan samtidig styrke loyaliteten i et marked med hård konkurrence.
6 tips til miljøvenlig emballage
- Brug komposterbar emballage og forsendelsesposer
- Send flere varer samlet
- Brug bæredygtige emballagematerialer, der kan genbruges
- Tilbyd et returprogram for dine tomme produktbeholdere
- Reducer størrelsen på din emballage
- Tilbyd CO2-neutral forsendelse ved at kompensere for emissioner
Lad os kigge nærmere på hver af disse idéer til bæredygtig emballage. Nedenfor deler ejere af e-handelsvirksomheder deres erfaringer og råd om alt fra genanvendelig emballage og komposterbare materialer til bæredygtige alternativer til plastposer, fyldmaterialer og meget mere.
1. Brug komposterbar emballage og forsendelsesposer
En udbredt trend inden for miljøvenlig emballage er brugen af komposterbare og biologisk nedbrydelige løsninger. Hero Packaging er en leverandør, der har specialiseret sig i 100 % komposterbare forsendelsesposer som et alternativ til traditionelle polyposer, der kan være svære at genanvende.
Hero Packagings sortiment omfatter bl.a. komposterbar pakketape og forskellige alternativer til plastposer.
Livs- og forretningspartnerne Anaita Sarkar og Vik Davé drev en modevirksomhed, da de blev opmærksomme på, hvor meget plastaffald deres forsendelser skabte.
“Vi smed store mængder emballage fra leverandører ud og pakkede derefter varerne om, hvilket kun gjorde plast- og affaldsproblemet større,” fortæller Vik.
Det blev startskuddet til at finde en anden løsning.
“Vi gravede lidt dybere og opdagede, at det rent faktisk er muligt at erstatte plast med komposterbare forsendelseslabels og poser,” fortæller Vik.
Materialet, som Hero Packaging bruger, er baseret på majsstivelse og kassava.
I takt med at virksomheden voksede i Australien, er en stor del af efterspørgslen efter deres miljøvenlige emballage begyndt at komme fra Nordamerika. For at imødekomme behovet arbejder de nu på at indgå partnerskaber med opfyldelsescentre i USA.
Vik joker med, at det kan være en udfordring at sende tunge kasser verden rundt, når virksomheden ligger “helt i bunden af kloden”.
Deres mål er derfor at reducere CO2-aftrykket yderligere ved at sende fra steder, der ligger tættere på kunderne, og vælge de mest bæredygtige løsninger, der er tilgængelige.
2. Send flere varer samlet
Harriet Simonis, David Fragomeni og Scott Ferguson lærte hinanden at kende, mens de boede på Bali. Mens de surfede på bølgerne, blev de konfronteret med et hav fyldt med engangsplast og efterladte fiskenet. Det blev en øjenåbner og starten på den nul-affald-livsstil, som de stadig praktiserer i dag.
Da de begyndte at lede efter plastfri og miljøvenlige produkter, opdagede de noget paradoksalt.
“Mange miljøvenlige produkter er pakket ind i plast,” fortæller Harriet. “Det underminerer næsten hele pointen.”
Deres mål var at skabe en mere gennemført løsning, og derfor stiftede trioen Zero Waste Cartel, som er et brand med miljøvenlige produkter i form af bade-, krops- og køkkenprodukter pakket i biologisk nedbrydelig eller genanvendelig emballage.
Ambitionen om at være plastfri bød dog på udfordringer. Harriet fortæller, at det i starten var svært at finde lagre, der ville bruge de komposterbare poser, virksomheden selv leverede, pga. den ekstra tid og det ekstra arbejde, det medførte.
Siden har de fundet en samarbejdspartner i USA, hvor størstedelen af ordrerne bliver afgivet. Det har samtidig reduceret miljøbelastningen ved at forkorte transporten mellem lager og kunder.
Zero Waste Cartel sælger produkter, der skal erstatte almindelige engangsartikler, og foretrækker at sende flere ordrer samtidig.
“Vi sender helst i bulk, fordi det både er bedre for kunderne og for miljøet,” fortæller Harriet.
Derfor sælger Zero Waste Cartel fx deres bambustandbørster i pakker med 10. Det opfordrer kunderne til at planlægge deres køb eller dele ordrer, så forsendelsen bliver mere bæredygtig. Selvom det kan virke ufleksibelt, har tilgangen haft god respons fra kunderne, der ser værdien for både planeten og deres egen økonomi.
3. Brug bæredygtige emballagematerialer, der kan genbruges
Siden 2016 har Roth Martin og Stephen Hawthornthwaite skabt holdbart fodtøj, der kan vaskes i vaskemaskinen, og som er fremstillet af genanvendte plastflasker under navnet Rothy's. Brandet kombinerer stil og bæredygtig emballage, og Meghan Markle og Karlie Kloss er bare et par af brandets fans.
Rothy’s samarbejder jævnligt med forskellige organisationer om limited edition-produkter, fx et samarbejde med den kvindefunderede skategruppe GRLSWIRL.
Ifølge den tidligere produktionsdirektør Lauren Taflinger har virksomheden genanvendt over 34 millioner plastflasker indtil nu. Produktionen er designet til at minimere spild, bl.a. ved at strikke skooverdele i den endelige form, så stort set intet materiale går til spilde.
Rothy’s kompenserer også for CO2-udledning fra produktion og ordreopfyldelse gennem et samarbejde med Envira Amazonia Project, der støtter skovbevaring og økosystemer.
Når det gælder forsendelse, har Rothy’s team valgt en simpel løsning for at reducere affald.
“I stedet for at sende en kasse inde i en kasse fungerer vores skotøjsæsker både som forsendelses- og returæske,” forklarer Lauren.
Rothy's æsker er veganske, biologisk nedbrydelige og fremstillet af 85 % genanvendt materiale. De er samtidig robuste nok til at blive sendt uden ekstra yderemballage.
For Rothy’s handler bæredygtighed om at gentænke alle detaljer, fra produktdesign til emballage, så hver ordre skaber mindst muligt affald.
4. Tilbyd et returprogram for dine tomme produktbeholdere
De visuelle kunstnere Tara Pelletier og Jeff Kurosaki står bag Meow Meow Tweet, som er et økologisk hudplejebrand, der er kendt for sine sjove dyreillustrationer og sin miljøvenlige emballage. Parret elsker dyr og deres veganske livsstil har været en stor inspiration i udviklingen af produkterne, som er fremstillet med økologiske planteolier, koldpressede æteriske olier og botaniske ingredienser.
Jeff og Tara har et klart mål om, at alt, hvad de producerer, enten skal kunne vende tilbage til naturen eller genanvendes. Derfor bruger de biologisk nedbrydelige fyldmaterialer og papirbånd uden forstærkning i hele deres forsendelsesproces.
Faste produkter som deodoranter, sæber og læbepomader leveres i biologisk nedbrydelige kraftpakker, mens flydende produkter som rensemidler, tonere og solcreme er pakket i genanvendelig emballage som glas- og aluminiumsflasker. Plastpumper kan sendes til genanvendelse gennem deres samarbejde med TerraCycle.
Meow Meow Tweet opfordrer også kunder, der køber deres Everyday Sunscreen, til enten at genbruge, genanvende eller returnere produktets aluminiumsflaske og plastpumpe.
5. Reducer størrelsen på din emballage
Holy Lamb Organics har udviklet sig markant siden de tidlige dage, hvor grundlæggeren Willow Whitton solgte sengetøj fra en ombygget skolebus. I dag har brandet opbygget en loyal kundebase, og en stor del af succesen kan tilskrives Jason og Mindy Schaefers konstante fokus på en produktionsproces med stort set ingen affald.
“Vores produktion er tilrettelagt, så vi udnytter hver eneste skæring bedst muligt, og alt overskud bliver brugt til noget andet,” forklarer Mindy.
Det samme princip gælder for virksomhedens uldleverandører, som anvender paprør og kraftpapir som bæredygtig emballage. Eventuelle rester kan sendes retur og genanvendes.
Ved at kombinere effektiv skæring og genbrug af materialer er Holy Lamb Organics tæt på at opnå en produktion med minimalt affald.
Når det gælder forsendelse og design af produktemballage, er teamet meget opmærksomme på at reducere emballagens størrelse. Selv større produkter pakkes så kompakt som muligt, hvilket er en effektiv løsning inden for miljøvenlig emballage.
“Vi holder kasserne så lette som muligt ved ikke at tilføje unødvendigt materiale og ved at vakuumforsegle alle madrasser, så de fylder mindre under transport,” fortæller Jason.
For de dele af forsendelsen, de ikke selv har kontrol over, bruger teamet et CO2-kompensationsprogram for at mindske den samlede miljøpåvirkning.
Derudover arbejder Holy Lamb Organics på at indgå samarbejder med opfyldelsespartnere, der kan opbevare varerne tættere på kunderne og dermed forkorte transportafstandene.
6. Tilbyd CO2-neutral forsendelse ved at kompensere for emissioner
Eric og Yana Dales mødte hinanden under humanitært arbejde i Dhaka i Bangladesh. Her oplevede de på tæt hold de miljømæssige og sociale konsekvenser af fast fashion. Mødet med usikre råmaterialer, plastemballage og dårlige arbejdsforhold blev drivkraften bag det tøjbrand, de selv drømte om fandtes.
Sammen stiftede de TAMGA Designs, som er et bæredygtigt modebrand med fokus på stil, mennesker og planeten.
Et af deres vigtigste mål er ikke at bidrage til skovrydning i de indonesiske regnskove. Derfor samarbejder de med en producent, der fremstiller tekstiler af bæredygtigt dyrkede eukalyptus- og bøgetræer, som farves med skånsomme farver med lav miljøpåvirkning.
Selvom tøjet produceres i Asien, sendes det videre til faciliteter i Canada og derfra ud til kunder i mere end 25 lande. Med de mange transportkilometer har TAMGA Designs sat sig for at blive en CO2-neutral virksomhed.
“Vi beregner CO2-udledningen pr. kilometer og pr. kilo tøj for forskellige transportformer,” fortæller Eric. “I slutningen af måneden samler vi tallene og køber kompensation for de samlede emissioner.”
Processen deler TAMGA åbent i håbet om, at andre virksomheder vil lade sig inspirere.
TAMGA Designs pakker samtidig alt deres tøj i miljøvenlig emballage i form af 100 % biologisk nedbrydelige poser baseret på kassava. De erstatter traditionelle plast- og kraftposer og viser, at bæredygtig emballage sagtens kan fungere i praksis.
“Det er vigtigt for små virksomheder at vide, at det her ikke behøver at gå ud over indtjeningen,” fortæller Eric. “På sigt oplever vi faktisk en positiv effekt, fordi kunderne lægger mærke til det og sætter pris på indsatsen.”
Tag bæredygtige skridt med miljøvenlig emballage
Den fællesnævner, der går igen hos alle disse brands, er at de alle har et ønske om at værne om miljøet. For nogle har arbejdet med bæredygtig emballage været en måde at opbygge tættere forhold til kunderne gennem fælles værdier. Andre føler kort og godt, at den ekstra tid, indsats og research, der følger med bæredygtige løsninger, føles som det rigtige at gøre.
Afhængigt af branche, placering og ressourcer vil de rette løsninger inden for emballage og forsendelse variere fra virksomhed til virksomhed. Uanset hvilken vej du vælger, er der meget, der tyder på, at indsatsen betaler sig. Flere og flere kunder træffer nemlig deres valg med fokus på ikke at belaste og skade miljøet.
Ofte stillede spørgsmål om miljøvenlig emballage
Hvad er miljøvenlig emballage?
Miljøvenlig emballage dækker over alternativer til traditionel emballage som fx plast, der ofte belaster miljøet. Det kan være plantebaserede materialer, komposterbare poser af bioplast, genanvendte kraftpapirsposer og fyldmaterialer, biologisk nedbrydeligt tape og klistermærker samt genanvendte papkasser. Fælles for dem er, at de bidrager til mindre affald.
Hvorfor er bæredygtig emballage vigtig?
Emballage står for en stor del af det affald, der produceres globalt. Ved at skifte til mere bæredygtig emballage kan virksomheder være med til at mindske belastningen af planeten, som bl.a. problemer med plastforurening i havene og unødvendig skovrydning.
Hvad er den mest miljøvenlige emballage?
Der findes ikke én løsning, der passer til alle. Den mest miljøvenlige løsning er i teorien slet ingen emballage, men det er sjældent realistisk for e-handelsvirksomheder. I praksis er den bedste løsning den emballage, der bruger færrest nye ressourcer, og som kunderne nemt kan genbruge, genanvende eller kompostere derhjemme.
Hvor meget koster miljøvenlig emballage?
Miljøvenlig emballage kan være dyrere end konventionelle løsninger, og prisen afhænger bl.a. af materialer og mængder. Du kan ofte reducere prisen ved at købe større mængder ad gangen, og det er en god løsning for virksomheder, der sender mange varer i samme type emballage. Sammenlign mulighederne og husk, at den ekstra investering ofte betaler sig, både når det gælder bevarelse af naturen og miljøet, men også når det kommer til kundernes opfattelse af dit brand.
Hvor kan jeg købe miljøvenlig emballage?
Der findes efterhånden mange leverandører, som tilbyder bæredygtig emballage. Det gælder bl.a. virksomheder som Hero Packaging og noissue, der også tilbyder tilpassede løsninger. Vælg leverandør ud fra dit volumen, dine behov og den type emballage, der passer bedst til din virksomhed.


