Selv nogle af verdens mest ikoniske mærker sælger produkter, der måske ikke er så unikke, som du tror. I virkeligheden produceres deres mærkevarer faktisk af en ekstern virksomhed, der fremstiller identiske produkter, som sælges under flere forskellige mærkenavne.
Denne anerkendte forretningsmodel kaldes white label og anvendes inden for mange kategorier af forbrugsprodukter.
Hvad er white label?
White label refererer til en proces, hvor der fremstilles generiske produkter, som derefter sælges under forskellige mærkenavne. White label-produkter kan have forskellige logoer, branding, emballage og endda forskellige priser, men den bagvedliggende konstruktion er identisk.
White label-produkter sælges gennem forskellige kanaler, herunder detailbutikker, e-handelsplatforme og D2C (direct-to-consumer). De hjælper virksomheder med at nå forskellige kundesegmenter, uden at det er nødvendigt med et omfattende distributionsnetværk.
Producenter af white label-produkter kan tilbyde begrænsede tilpasningsmuligheder, såsom påføring af et mærkevarelogo eller grafik på produktets ydreside. De kan også tilbyde rabatter til detailhandlere ved større ordrer. Andre tjenester, der sælger white label – det kunne f.eks. være print-on-demand-virksomheder – sender produkter direkte til forbrugerne efter køb.
White label vs. print on demand
White labeling ligner print-on-demand (POD), som er en forretningsmodel, hvor sælgere designer produkter som tøj, accessories eller boligindretning, og leverandører først producerer, pakker og sender varerne, når der er modtaget en ordre. Begge modeller gør det muligt for brands at sælge varer, de ikke selv fremstiller, men POD giver ofte flere muligheder for tilpasning end white labeling.
Ved white labeling kan sælgeren som regel kun sætte sit logo på produktets ydre, og mange andre brands kan tilbyde det samme produkt. Med POD kan sælgeren derimod få trykt et unikt design på for eksempel en t-shirt eller et krus, hvilket skaber et produkt, som ingen andre kan sælge.
Fordele ved white label
White label kommer med en række fordele for både producenter og sælgere. Hver part kan fokusere på deres specialområde (produktionsprocesser, produktmarkedsføring) og udnytte den andens ekspertise.
Nogle af de vigtigste fordele ved white label-modellen er blandt andet:
- Lav adgangsbarriere. Sælgere kan komme ind på nye markeder uden at have kendskab til produktion af nicheprodukter.
- Lavere omkostninger pr. enhed. En white label-producent kan reducere omkostningerne pr. enhed takket være en stor produktionsvolumen og gennem salg i partier til mange detailhandlere.
- Øget produktappel. Selvom et generisk produkt fungerer godt, kan branding af produktet øge dets opfattede værdi.
- Konsistent kvalitetskontrol: White label-producenter har ofte etablerede kvalitetskontrolprocesser, der sikrer en ensartet produktkvalitet på tværs af forskellige mærker.
- Markedstilpasning: White label giver virksomheder mulighed for hurtigt at reagere på forbrugertendenser og ændrede økonomiske forhold takket være producentens lavere enhedsomkostning og large-scale distributionsnetværk.
Hvornår er white label en god idé?
Virksomheder, der arbejder med white label, kan oprette en forretning omkring et eksisterende produkt uden at skulle investere i produktudvikling. Det betyder, at de kan springe den møjsommelige produktionsproces over og gå direkte videre med at opsætte en online butik eller sælge på sociale medier.
Salg af white label-produkter kan være en god mulighed, hvis du ønsker at:
- Sælge et trendy produkt
- Starte en virksomhed hurtigt
- Starte en virksomhed med lave startomkostninger
- Tilføje en produktlinje med dit eget mærke til din detailbutik
- Kapitalisere på en fremtrædende markedsposition
- Tjene penge på din blog eller sociale mediekonti
Hvad er ulemperne ved white label?
En ulempe ved hvidmærkning er priskonkurrence, især når andre mærker sælger det samme produkt som dig. Mulighederne for at differentiere sig er ofte begrænsede til prisen, hvilket kan føre til priskrige, hvor sælgere skærer kraftigt i fortjenesten for at tiltrække kunder.
Denne udfordring gælder også emballage og branding. Sælgere af white label-produkter skal nøje navigere mellem at skabe appellerende emballage og undgå juridiske problemer relateret til "copycatting" – herunder brug af designs, der ligner allerede etablerede mærker for meget, hvilket kan være ulovligt i nogle tilfælde.
Selvom white label er effektivt, er det også en restriktiv detailmodel. Sælgere af white label-produkter arbejder inden for de begrænsninger, der er fastsat af den enkelte white label-producent, hvilket ofte resulterer i begrænsede muligheder for at tilpasse produkter fuldt ud. For større grad af tilpasning vælger mange detailhandlere at bestille private label-produkter.
Hvem bruger white label-produkter?
Flere virksomheder på tværs af forskellige industrier bruger white label-produkter til hurtigt og omkostningseffektivt at udvide deres sortiment, hvilket gør dem i stand til at konkurrere på forskellige markeder uden betydelige investeringer i produktudvikling eller produktion.
Så enkelt sagt, så er white label populært i mange industrier, fordi det er effektivt – specielt i sektorer, hvor produktionen er kompleks, samt på markeder, hvor branding og markedsføring spiller en afgørende rolle i forbrugernes endelige købsbeslutning.
Her er nogle eksempler på virksomheder, der bruger white label-produkter:
- Mad og drikke: Mange supermarkeder har deres egne mærkevarer. Detailhandlere som Netto og Føtex benytter white label-produkter for at tilbyde et udvalg af overkommelige kvalitetsvarer under deres egne butiksmærker.
- Hudpleje: Mange skønhedsbrands skaffer produkter fra specialiserede producenter, rebrander dem, og sælger dem så under forskellige navne. Både nye og etablerede mærker bruger white label-produkter til hurtigt at komme ind på markedet.
- Mode og beklædning: Detailhandlere kan tilbyde en bred vifte af tøj og tilbehør uden intern design eller produktion. Denne tilgang gør det muligt for mærker som Zara og H&M at tilpasse sig modetrends og udvide deres produktudbud.
- Husholdningsartikler og personlig pleje: Der er meget white label at finde inden for rengøringsmidler, personlig hygiejne og husholdningsprodukter. White label gør det muligt for detailhandlere som Bilka og Amazon at tilbyde forbrugerne et bredt udvalg af produkter til en lavere pris end måske større, internationale mærker.

Eksempler på white label
White label-produkter findes på tværs af mange brancher – fra mode til teknologi. Disse produkter produceres og sælges i store partier af producenter, men bliver derefter brandet og markedsført af forskellige detailhandlere.
Kaffe
Flere store kaffeproducenter rister deres bønner i industrielle anlæg, hvorefter de sender partier af de identiske produkter til forskellige detailhandlere. Nogle af disse sælger kaffen online, mens andre maler og rister bønnerne i lokale kaffebarer. For forbrugerne præsenteres kaffen som et unikt specialprodukt, men i virkeligheden stammer den fra den samme white label-producent. Dropshipping af kaffe er ligeledes populært mange steder.
Hudpleje
Hudpleje er en anden sektor, hvor white label er et udbredt koncept. Her produceres bl.a. fugtighedscremer, serum og andre hudplejeprodukter af en enkelt producent, hvorefter de pakkes og mærkes forskelligt af forskellige hudplejevirksomheder. Afhængigt af deres forhold til en leverandør kan hudplejevirksomheder inkludere en unik ingrediens for at differentiere deres produkt, men basisformlen forbliver den samme.
På samme måde anvender mange kosmetikmærker white label til deres makeupprodukter. Det giver dem mulighed for at tilbyde et bredt udvalg af farver og formularer uden at skulle investere i omfattende forskning og udvikling eller produktionsfaciliteter.
Software
White label-software er en almindelig praksis i tech-industrien. Virksomheder personliggør deres softwareapplikation, der er lavet af tredjepartsprogrammører, med deres egen branding, og sælger den derefter som deres egen.
Dette er særligt almindeligt i SaaS-industrien (software as a service), hvor kernefunktioner udvikles af en enkelt virksomhed, som derefter bliver rebrandet og solgt af andre virksomheder, der kan tilføje yderligere funktioner eller tjenester.

White label vs. private label
Private label minder om white label, men tillader en mere kompleks produkttilpasning. Producenter af private label-produkter er bedre i stand til at imødekomme ønsker til skræddersyede opskrifter, formler og designs, så de kan producere unikke varer for specifikke detailhandlere.
Ligheder
I deres kerne er både private label og white label baseret på den samme forretningsmodel. En tredjepartsproducent fremstiller en vare for en detailhandler, der sælger den til en kunde under et unikt mærke.
I de fleste tilfælde leverer producenten produktet med detailhandlerens branding og tilpasninger allerede påført, så detailhandleren kan koncentrere sig om branding, markedsføring og pleje af kunderelationer.
Forskelle
Modsat white label-produkter, der normalt er identiske i deres form bortset fra selve brandingen, er private label-produkter unikke og skræddersyet til detailhandlerens specifikationer. For eksempel kan en detailhandler indsende en ingrediensliste til sit hudplejeprodukt eller anmode om materialer og farver til et stykke tøj. Dette ekstra niveau af detaljer gør private label-produkter mere unikke.
Dog kommer dette høje tilpasningsniveau også med en højere pris. Producenten vil typisk skulle justere produktionsprocesserne for at imødekomme detailhandlerens krav. Som følge heraf er private label typisk dyrere end white label (en omkostning, sælgere dækker ved at sætte detailpriserne op).
Et blankt lærred
White label er en kraftfuld forretningsmodel, der giver detailhandlere mulighed for at komme deres mærke på produkter med dokumenteret salgshistorik. Modellen har en lav adgangsbarriere og gør det muligt at udnytte producenternes eksisterende produktionsfaciliteter.
Hvis du formår at undgå priskrige og nå kunderne før konkurrenterne, kan du sagtens få en succesfuld detailvirksomhed til at blomstre med white label-produkter.
Ofte stillede spørgsmål om white label
Hvorfor kaldes det white label?
White label-produkter fremstilles af producenter, der specialiserer sig i at skabe generiske varer, der kan tilpasses og sælges under forskellige mærkenavne. Navnet hentyder til en blank etiket, der er klar til at blive personliggjort.
Hvad er forskellen på white label og black label?
White label er, når én virksomhed fremstiller et produkt, mens en anden virksomhed tilføjer sin egen branding og sælger det. Black label betegner derimod premium- eller eksklusive produkter, som bevarer branding fra den oprindelige producent eller virksomhed.
Er white label ulovligt?
At føre white label-produkter er ikke ulovligt. Som nævnt er white label, når virksomheder rebrander og sælger eksisterende produkter under deres egne varemærker, forudsat at de følger de relevante regler og love for intellektuel ejendomsret. For eksempel skal du være opmærksom på varemærker og patenter og ikke at krænke eksisterende mærkenavne eller teknologier.
Hvordan starter jeg en white label-virksomhed?
For at starte en white label-virksomhed skal du finde en pålidelig producent og udvikle dit mærke. Du skal også have en strategi for, hvordan du vil fange kundernes opmærksomhed før andre white label-virksomheder, eftersom du konkurrerer om at sælge de samme produkter.
Er det muligt at sælge white label-tjenester i stedet for produkter?
Tjenester kan også sælges som white label. Dette er almindeligt inden for digital marketing, hvor bureauer sælger tjenester som SEO eller social media management som white label. Her leverer bureauet tjenesten under deres eget brand, mens arbejdet udføres af white label-udbydere.


